Det plejer at være klubbens salutkanon som skyder sæsonen i gang, men i 2018 var det foredraget med Christian Liebergreen – non stop jorden rundt singlehand. En bedre og mere inspirerende start på sæsonen kan man ikke få!
Alle 100 billetter til arrangementet i Sejerstuen den 13. marts 2018 var udsolgt, og de fremmødte fik en ordentlig en på opleveren. Christian Liebergreen kan med sin humor og underholdende beretning få alle helt med ned i båden og ud på oceanerne. Undervejs skal man næsten tørre saltvandet af ansigtet.
For Christian handler det ikke bare om at sejle, men også om at udleve en drøm, sætte mål, finde ind til sig selv og ikke nødvendigvis gå den lige vej. Det hele bliver udlevet efter nogle meget simple principper om, at det skal være enkelt, sikkert og solidt.
Det var i sommeren 2012 Christian tog afsted på en jordomsejling uden at gå i land de 9 måneder turen varede. Det førte ham gennem de største, øde og mest blæsende steder i verden. Kun omkring 200 mennesker i verden har gennemført en sådan tur.
Christian Liebergreen har skrevet bogen ”11 meter frihed”, hvor du finder meget mere om turen jorden rundt og en dramatisk afslutning.