Standernedhaling og Idé Seminar 29. oktober. Opdateret med uddrag fra formand Anders Nielsens beretning fra Standernedhaling og Tine Meyers tak for Godt Gjort Pokalen.
Før standerhejsning den 29. oktober 2022 havde bestyrelsen af sejlklubben inviteret interesserede medlemmer til Idé Seminar i Sejlerstuen.
På mødet kom der mange gode og konstruktive ideer til udvikling af klubben. Ideer som bestyrelsen tager med i det videre arbejde.
Når der er standernedhaling affyres kanonen kl. 13.55. Mågerne letter og man kan høre over hele havnen, at der sker noget ved klubhuset. Så er det tid til at gå mod Sejlerstuen, hvor alle er velkomne til Standernedhaling.
Formand Anders Nielsen kunne byde velkommen, og benyttede lejligheden til en stor tak til alle frivillige, der yder en kæmpe indsats for klubbens liv. Samt en tak til sponsorer og bidragsydere for en støtte, der betyder meget for klubben.
Det har været en skøn sejlsæson, med fuld aktivitet efter 2 år med Corona, der lagde så mange begrænsninger på klubbens aktiviteter. Klubbens medlemmer har medvirket til store sportslige resultater, og andre af klubbens medlemmer har dyrket tursejlads ved både nære og fjerne kyster.
Og vi har lagt arealer til en af verdens store sportsbegivenheder, en etapestart på Tour de France.
Vi har også arbejdet med at skaffe penge til klubben og også investeret i fornyelser af vores materiel. Her kan nævnes:
- 8.700 kr. fra Tryg til indkøb af nye bærbare VHF’er. Nu er både J/70, Sejlerskole og Ungdom velforsynet med dette vigtige sikkerhedsudstyr.
- 25.000 kr. har Ungdomsafdelingen tjent som brandvagt for Zleep Hotel. Dette er med til at finansiere 2 brugte FEVA’er med mindre rig, der kan understøtte springet fra Optimist til en større jolle. Så fra næste sæson er der 5 Fevaer.
- 75.000 kr. til J/70 fra Kirk Kapital.
- 24.000 kr. fra Vejle Kommune til 12 nye optimistjollesejl fra Ulmann i forbindelse med Tour de France.
- 30.000 kr. til indkøb af 2 nye storsejl til Sejlerskolens Express’er i forbindelse med Tour de France.
- 30.000 kr. i tilskud til den nye RIB-motorbåd fra Dansk Idræts Forbund.
- 80.000 kr. i tilskud til den nye RIB-motorbåd fra Vejle Lystbådehavn.
Efter standernedhalingen var der mulighed for at besigtige og prøve klubbens nye investering – en Tornado RIB med 60 hk motor. Den vil helt sikkert gøre god gavn i Ungdomsafdelingen og klubbens øvrige udvalg.
Pokalen for Årets Sportspræstation
Der har været tæt løb imellem mange gode præstationer. Valget er faldt på J/70 holdet, der fik en 3. plads i sejlsportsligaens 1. division – den bedste række.
Superflot gået af Troels, Carsten, Martin, Kasper, Henrik og Nicolas, der efter adskillige stævner og rigtig mange sejladser opnåede en 3. plads. Og så holder vi lige for os selv, at det kunne være blevet en 2. plads, hvis ikke teamet i sidste sejlads var nødt til at lave en 360’er som straf. Så tæt er den konkurrence i J/70 miljøet. Tillykke til teamet.
Godt Gjort Pokalen
Godt Gjort Pokalen går i år til vores nye leder af ungdomsafdelingen Tine Meyer, der har overtaget posten fra Lars Laursen. Lars har i årene før været næsten en en-mandshær i perioder for at drive ungdom, og nu har Tine taget over.
Jeg er meget glad, stolt og overrasket over at have modtaget Godt gået-pokalen. Jeg brænder for arbejdet med de unge sejlere, og det går rigtig godt i ungdomsafdelingen! Vi har fået en god portion nye sejlere sidste år og i år. Der har været masser af aktivitet og god stemning til træning hver mandag og onsdag hele sommeren, og jeg glæder mig til at se sejlerne til vores forskellige aktiviteter her i vinterhalvåret.
Men jeg er på ingen måde ene om denne succes. Vi har mange engagerede forældre, både nye og “gamle”. Tak til alle forældre og bedsteforældre i klubben for at bakke om den fælles aftensmad efter træning, og for at give en hånd med enten stort eller småt på vandet eller på land – I er alle enormt vigtige og med til at skabe og vedligeholde en fantastisk klub for alle vores børn og unge, hvor både sejlsporten og fællesskabet er i centrum.
Med venlig hilsen Tine