Masse af god træning, tætte sejladser og spænding til det sidste har præget sæsonen. Men næste målsætningen om at blive i 1. division lykkes ikke, og vi må derfor ned i 2. division næste sæson.
Beretning ligaholdet 2019
2019 har været en meget aktivt og udviklende sæsons for SNV’s J/70 liga hold. Vi har i år øget træningsmængden markant og haft glæde af at kunne træne i klubbens nye J/70’er hver mandag.
Yderligere har vi i foråret deltaget i træningssamlinger og Tune-up stævner forskellige steder i landet inden ligastævnerne startede i slutning af maj og sluttede den 8. september i Aarhus.
Finalen i Aarhus
Dette blev afgjort ved finalestævnet i Aarhus den 6.-8. september, hvor vi inden stævnet lå nr. 12. – to placering fra neddykningsstregen. Ved ligastævnet i Aarhus startede vi tungt ud om fredagen, og vi brugte lang tid på at finde vores fart og det strategiske overblik i den lette vind.
Lørdag havde vi samme svære forhold med et topmærke som lå få meter fra land og det gjorde at vinden var meget svær at forudse og derfor lykkes det os ikke at holde på vores placering efter topmærket.
Sidste del af lørdagen lykke det os at være med fremme og denne tendens forsatte søndag, hvor vi sluttede af med tre anden pladser i streg. Det var desværre ikke nok da vores konkurrenter fra DTU Sejlsport, Faaborg og Silkeborg sejlklub havde sejlet et rigtigt flot stævne med flere topplaceringer end os. Derfor ryger de foran i det sidste stævne.
Vores samlede serie i sejlsportsligaens 1. division bliver 15 (Lynæs), 11 (Skovhoved), 14 (Skive) og 14 (Aarhus). Med to point op til Faaborg Sejlklub på 13 pladsen som får et år mere i første division.
I løbet af de fire stævner har vi været 7 sejler fra SNV – Troels Meldgaard Thomsen (Skipper), Henrik Knude Larsen, Kasper Juhl, Martin Juhl, Nickolaj Søgaard Sørensen, Carsten Frøkjær Faubel og Janne Blessing og kun skipperen har været den samme under de fire stævner. Det har været fedt at være en bred trup, som har haft lyst til at træne og sejle stævner i løbet af året, men det har også været en udfordring at forbedre resultaterne til stævnerne i takt med at de andre hold også blev bedre i løbet af sæsonen.
Højt niveau
Niveauet i Sejlsportsligaens øverste division har været rigtigt højt denne sæson og der har været en utroligt tæt og spænende kamp mellem mange af holdende. Det er meget få point, som skiller de otte midterste hold og en enkelt fejl straffes med det samme i de korte sejladser.
Det høje niveau I den danske liga afspejles også internationalt i SAILING Champions League hvor det lykkes to danske hold Kaløvig og KDY at vinde henholdsvis en bronze og en fjerdeplads ved verdens største turnering for klubhold i St. Moritz i August.
Det har været meget lærerigt og givende at sejle mod disse hold og vi kan tydeligt mærke at der er kommet flere J/70’er til rådelighed i Danmark og at træningsmiljøerne på Øresund og i Aarhus har højnet niveauet.
At træne ”alene”
Op til hvert ligastævne har vi øget vores trænings mængede og vi har følt at vi har været vel forberedte. Til træning i år har vi haft meget fokus på teknik herunder: boathandling i forskellige forhold, sejl trim og vægtfordelingen i båden.
Vi har også forsøgt at træne starter som er altafgørende ved liga formatet. Her har vi ligget og trænet trimming og acceleration til linjen i timevis på Vejle fjord. Resultaterne er heller ikke udeblevet, da vores bådhåndtering er rigtig god og vi ofte er i top-3 ved første topmærke.
På træningssamlinger på Thurø og i Horsens har vi fået nogle gode værktøjer som vi arbejder med og efter hvert liga stævne har vi lavet en grundig evaluering af de taktiske og strategiske valg. På den måde har vi undgået at lave de samme fejl for mange gange, et værktøj som kan anbefales.
Nyt år og ny målsætninger
I løbet af året har vi høstet en masse erfaringer og planen for 2020 er at ende i top-3 til alle stævnerne i ligaens 2. division. Yderligere er det at sende et hold fra SNV afsted til samtlige ranglistestævner og at deltage i J/70 EM som KDY afholder til sommer. Sidste gang deltog 125 både ved EM på Gardasøen og med J70’ klassen som den hurtigste voksende kølbådsklasse tegner det allerede til at blive en god og begivenhedsrig sæson.
For at opnå dette har vi behov for mere træning med andre både og mod hold, som ligger omkring vores niveau. Vi har et udviklingspotentiale inden for taktik i tætte situationer og særligt taktik på læns og i gaterundingerne. Derfor er der planlagt at lave vintertræning i Aarhus med seks andre ligahold hver søndag. Dette skulle gerne løfte niveauet i Jylland og give modspil de sjællandske klubber som også træner hele vinteren på Øresund.
Til sidst ønsker vi os nogle nye hold trøjer til næste sæson, som har et mere estisk og professionelt udseende, og vi er meget åben for design forslag.
Det sidste stævne i år bliver J70 DM i Horsens den 5-6 oktober hvor der er 25 tilmeldte både.
/Troels Thomsen