Alle er velkomne til den nye sæson af Virtual Skipper. Kort fortalt er vi en lille flok sejlere, der mødes hver torsdag aften gennem vinteren. Vi sejler kapsejlads på computere, hvor ens både dyster mod hinanden på den samme bane.
Sæsonen 2020 – 2021 er så småt ved at starte for klubbens virtuelle sejlere. Du er mere end velkommen til at komme og prøve.
På grund af COVID-19 vil vi i år gøre det muligt at sejle hjemmefra og oprette chatroom, for at alle kan tale sammen under sejladserne
Vi starter stille og roligt torsdag den 8. oktober kl. 18.45 med lidt træningssejladser i Ungdomsafdelingens lokaler Stævnen 53.
Vi vil meget gerne have lidt flere med, så kik forbi med din pc – det er måske lige noget for dig. Du vil også kunne sejle hjemmefra. Vi kan hjælpe med installation og opsætning. Denne service vil også være mulig, hvis du foretrækker at sejle derhjemme.
Vi sejler fortrinsvis America cups både, men der er mulighed for Volvo ocean racere, diverse joller og kølbåde – desværre ikke J70.
Spillet uddeler selv straffe, hvis du gør noget galt. Så gælder det ellers bare om at få en god start, være opmærksom på vindspring og konkurrenterne. Du lærer en masse om kapsejladsteknik, strategi og regler. Det er meget realistisk, og vil du have det yderlige realistisk, kan du ind imellem tage regntøjet på og stille dig under den kolde bruser.
Koncentrationen er i top og konkurrencen benhård, men ellers hygger vi os til den helt store guldmedalje.
Hvis det er noget for dig, så prøv at kikke forbi en torsdag eller mail til webmaster@snv.dk.
Team Virtual Skipper