Standerhejsning nr. 144 i Sejlklubben Neptun Vejle
Ved standerhejsning lørdag den 26. april 2025 kunne formand Jan Vestergaard kunne takke medlemmer, æresmedlemmer, sponsorer og gæster for et flot fremmøde. Det er standerhejsning nr. 144 for klubben, og det er vildt imponerende.
Vejle Kommune har annonceret, at det nye universitet i byen vil blive bygget på nordkajen. Det åbner op for helt nye muligheder for klubben. Især for Sejlerskolen og J/70, der vil passe perfekt til målgruppen på universitetet.
Jan Vestergaard understregede vigtigheden af frivillige og deres bidrag til klubben. Der blev givet en stor tak til de frivillige, der igen og igen løfter i flok. Samtidig lyder en opfordring til at lade sig inspirere og hjælpe med at drive klubben fremad.
Ungdomsafdelingen har i en periode haft udfordringer, men nu har en gruppe forældre taget ansvaret og førertrøjen på, så de unge sejlere også kan komme på vandet denne sæson. En stor tak til dem, som har taget dette initiativ. Ungdomsafdelingen har i 2024 afholdt to succesfulde stævner i 2024. Det er håbet, at dette kan gentages i 2025.
Sejlerskolen blev også fremhævet for sin nye struktur og de frivilliges solide indsats. Skolebåde er klargjort af de nye sejlere og instruktører, og ligger klar i vandet til den kommende sæson.
J70´erne har gjort det rigtigt flot i Sejlsportsligaen. En vigtig sponsoraftale er faldet på plads og finansiering er derfor sikret for 2025 og 2026. En stor tak til Havneøen som endnu engang danner et solidt grundlag for J/70´erne udvikling i klubben.
Kapsejladsudvalget har været udfordret med bemanding både i udvalget og på dommerbåden. Der er løsninger på vej, og der sker blandt andet en omstrukturering af afviklingen af tirsdagssejladserne.
Mentorerne har stadig travlt med nye medlemmer. Der er mange og meget forskellige spørgsmål fra medlemmerne, og de viser stor taknemmelighed for at kunne få hjælp. Det er helt sikkert et værdifuldt og givende tilbud.
Til sidst blev klubbens stander hejst af særdeles kyndige sejlere under 3 salutskud, med ønske om det bedste for den kommende sæson.










