Velkommen til nye sejlere
I Vejle har Sejlklubben Neptun Vejle et særligt tilbud til nye medlemmer. Et tilbud, som mange andre klubber kan være misundelige på. Vi har en Mentor-gruppe, der tager godt imod nye medlemmer og er klar til at hjælpe med stort og småt indenfor sejlads.
Hvert år afholder vi en intro-aften for nye medlemmer. I år blev denne afholdt i slutningen af april, hvor de nye medlemmer fik en grundig introduktion til klubben og Vejle Lystbådehavn. Arrangementet blev krydret med tapas og lidt at drikke i Sejlerstuen.

Bestyrelsen var repræsenteret ved Lars Laursen, som fortalte om klubbens arbejde og organisering. Han forklarede, hvordan klubben er opdelt i forskellige afdelinger, og hvordan vi forsøger at påvirke udviklingen på havnen, hvor der venter store forandringer. Blandt andet et nyt universitet på Nordkajen. Sejlklubben har altid været en aktiv medspiller i udviklingen på havnen. Det gælder også planer om nyt universitet, selvom pladsen til bådene på land vil blive udfordret.
Klubben drives af frivillige, og nye medlemmer er meget velkomne til at deltage i dette arbejde. Vores aktiviteter støttes også af gode sponsorer og samarbejdspartnere, og klubben er altid interesseret i at fortsætte og udvikle disse relationer.

Havnechef Hans Jørgen Jensen fortalte om Vejle Lystbådehavn og forholdet til de to klubber – Sejlklubben Neptun Vejle og Vejle Motorbådklub. Klubberne ejer Vejle Lystbådehavn, og formandskabet går på skift.
Der er mange aktiviteter i Vejle Lystbådehavn, såsom koncerter og Vejle Fjord Festival, som lystbådehavnen deltager i. Ligesom i klubben er der også frivillige i lystbådehavnen, som er en uvurderlig hjælp.

Kapsejladschef John Paulsen fortalte om klubbens kapsejladser, der afholdes tirsdag og torsdag, hvor der er plads til alle. Hvis du er interesseret, kan du trygt kontakte John eller se mere på hjemmesiden. Disse kapsejladser er en god måde at komme på fjorden og nyde det sociale samvær med grillpølser efter sejladserne. Hvis du ikke selv har båd, er der muligvis andre, som mangler en gast. Så mulighederne er åbne.

Mentorgruppen fortalte også om deres arbejde, og flere af de inviterede sejlere havde allerede været i kontakt med mentorerne. Flere skulle have deres båd til Vejle og have hjælp med praktiske ting og gode råd. Mentorerne har stor erfaring indenfor sejlads og sømandskab og er altid klar til at hjælpe.
Som et ekstra tilbud til nye medlemmer arrangerer Mentor-gruppen en flotille sejlads til Rosenvold den 23.-24. maj 2025. I Rosenvold vil mentorerne være værter ved grillen med pølser og andet godt. Det er et initiativ for nye medlemmer, der gerne vil være en del af klubben og lære flere at kende.
Du kan deltage i egen båd eller sejle sammen med andre, hvis du ikke selv har båd eller ønsker at sejle med andre.
Tak til Mentor-gruppen for en god aften og for at tage godt imod nye medlemmer i klubben.
Mentorgrupppen:
Niels Hau
Finn Villadsen
Anders Bertelsen
Flemming Gamdrup
Steen Littaú
Niels Clausen







